|
|
|
|
|
|
|
|
Lån  


 


Hvad er et brev?


Brev (af latin brevis, kort), er i almindeligvis betegnelsen for en skriftlig
meddelelse, der sendes til anden person. De fleste tænker nok på
et stykke papir når man siger brev, men gennem de senere år har
de elektroniske breve vundet mere og mere indpas. Det kun et spørgsmål
om tid før papir ikke mere vil blive brugt i forbindelse med breve.
Indenfor postvæsenet betegner brev en forsendelsesart.


Regler for postbefordrede breve i Danmark


Post Danmark opererer med forskellige brevtyper (standardbrev, storbrev og
maxibrev), hvor forsendelsen for at kunne kaldes et brev højst må
veje to kg, være højst 60 cm i længden og længden+bredden+tykkelse
være højst 90 cm.


Breves historie


Oldtiden


Assyrernes og babylonernes skriftlige meddelelser til bestemte personer var
på lertavler. Ægypternes breve var i den ældre tid almindeligvis
skrevet på papyrus, siden på potteskår. Hos grækerne
brugtes såvel papyrus som vokstavler til brevskrivning; man skrev med
metalgriffel på disse, og ved forsendelsen blev de lagt sammen to og
to med indersiderne mod hinanden.


Af breve fra den græske kulturs blomstringstid er intet bevaret, men
fra oldtidens sidste dage har man nogle græske breve af kejser Julian
den Frafaldne og en mængde af den berømte retor Libanios (300-tallet).
Hos romerne brugtes vokstavler hyppigt. Papyrus kom i almindelig brug på
Ciceros tid; det anvendtes til breve til fjernereboende, mens vokstavler benyttedes
til korrespondancer med nærmereboende. Breve forsegledes med voks eller
segljord, og adressen blev skrevet udenpå. Man lod almindeligvis sine
breve affatte af slaver (servi ab epistolis, amanuenses). Chifferskrift kendtes
allerede dengang og benyttedes i politisk korrespondance. Breve indledtes
gerne med en hilsen fra brevskriveren til adressaten, f.eks: Cicero Attico
S[alutem] D[at].


Ved Cicero hævedes brevet til en litterær genre (samlingerne
ad Atticum, ad Familiares og ad Quintum fratrem); også Cæsar var
kendt som brevforfatter. Afhandlinger i brevform er Lucius Annaeus Senecas
Epistolæ ad Lucilium; poetiske ræsonnerende epistler er Quintus
Horatius Flaccus’ og Publius Ovidius Nasos Heroides (heltinders fingerede
breve). I den kristelige tid bruges brevformen hyppigt til opbyggelige og
formanende skrifter, først og fremmest i de paulinske og andre breve
i Det Nye Testamente, dernæst hos kirkefædrene (f.eks. Hieronymus
og Augustin), endelig metrisk hos flere digtere.


Middelalderen


Fra denne periode stammer betegnelsen brev fra det latinske brevis. Oprindelig
og specielt er ordet brugt om de mindre vigtige skrivelser fra det pavelige
kancelli, de såkaldte brever. Antikkens benævnelser litteræ
og epistola var også i brug i middelalderen og bruges såvel om
skriftlige meddelelser af privat art som officielle skrivelser og dokumenter.
Disse sidste spiller i dette tidsrum en overordentlig stor rolle, og deres
forskellige form, idet kancellivæsenet i høj grad var sat i system,
er blevet genstand for en hel videnskab, diplomatikken.


Men også hvad de mere private skrivelser angår, havde formlerne
meget at sige, og man rettede sig ofte efter brevbøger, der angav titulaturer,
indlednings- og slutningsformularer, ja, en stereotyp inddeling af breves
indhold i hovedafsnit. Det almindelig benyttede materiale var pergament (senere
dog også papir), og latin var det gængse sprog. Som mønster
betragtedes Alkuin, Karl den Stores ven, af hvem en mængde breve er
bevarede.


Den nyere tid


Renæssancen gav ekstra skub til den udvikling, der allerede i middelalderen
var begyndt, hvor den mere personlige, intime meddelelse på skrift (privatbrevet)
skilte sig ud fra forretningsbrevet og dokumentet, og at latin mere og mere
veg pladsen for "vulgærsproget", dvs. brevskriverens eget
modersmål. Dog varede det længe, før de lærde opgav
at benytte latin til international brevveksling om videnskabelige emner; Erasmus
af Rotterdam , Johannes Reuchlin, Justus Lipsius og mange andre af renæssancens
humanister skrev på dette sprog. Men samtidig med, at en rig litteratur
fremblomstrede i Italien på landets eget sprog, blev dette i bestandig
højere grad de dannede italieneres meddelelsesmiddel. Annibale Caros,
Bernardo Tassos, Pietro Bembos, Jacopo Bonfadios og fleres breve betragtedes
som mønstre ligesom Ciceros og blev udgivet i trykken. Fra ca. 1600
kommer Frankrig med og har snart en ypperlig brevlitteratur at opvise. Berømte
franske brevkorrespondenter er Henrik 4. af Frankrig, Jean-Louis Guez de Balzac,
Vincent Voiture, René Descartes, en mængde kvinder i 1600-tallet,
fra madame de Maintenon til Ninon de Lenclos, først og fremmest madame
de Sévigné, Jean Chapelain, Pierre Bayle, Nicolas Boileau-Despréaux.
I 1700-tallet var der Voltaire, Jean-Jacques Rousseau, Denis Diderot og den
tyske pariser Friedrich Melchior von Grimm (interessant brevveksling med Katharina
2. af Rusland), og i 1800-tallet Napoleon 1. af Frankrig, Pierre-Jean de Béranger,
Paul-Louis Courier (en af brevlitteraturens mestere), Charles-Augustin Sainte-Beuve
(Lettres à la Princesse) og Prosper Mérimée (Lettres
à une inconnue, Lettres à Panizzi). Spaniens bedste brevforfatter
er José Francisco de Isla (1703-1781).


De germanske nationer fulgte langsommere med i henseende til den kunst at
skrive breve på modersmålet. Navnlig gælder dette om tyskerne,
hos hvem vel latin allerede tidligt begyndte at fortrænges i hansestædernes
officielle skrivelser (i modsætning til de fyrstelige kancelliers),
men holdt sig længe hos de lærde. Og når det tyske sprog
benyttedes, var selv begavede og dannede mennesker langt tilbage i brevstil.
Undtagelser gives dog: Martin Luther, Gottfried Wilhelm von Leibniz og prinsesse
Elisabeth Charlotte af Pfalz (gift med Ludvig 14. af Frankrigs broder). Fra
1700-tallets midte er den tyske brevstil først fuldt udviklet: Gotthold
Ephraim Lessings, Johann Joaquims, Gottfried August Bürgers, Johann Wolfgang
von Goethes, Friedrich Schillers (især disse to store digteres indbyrdes
brevveksling), Johannes von Müllers, brødrene Alexander og Wilhelm
von Humboldts, Friedrich Ludwig Georg von Raumers, Bettina von Arnims, Rahel
Varnhagen von Enses, Ludwig Tiecks, brødrene Karl Wilhelm Friedrich
og August Wilhelm von Schlegels, Heinrich Heines og Felix Mendelssohn-Bartholdys
breve.


I de nordiske lande, særlig Danmark, gik det omtrent som i Tyskland.
Af 1500-tallets danske breve, hvori privatbrevet og forretningsbrevet mest
er sammensmeltede, har man en del tilbage. Ualmindelig karakteristiske og
interessante ved deres af og til frembrydende djærve humor er Christian
4.s talrige breve. Længere fremme i 1600-tallet afgiver Ole Worms latinske
korrespondance et godt eksempel på danske lærdes brevveksling
i ældre tid. Under påvirkning af udlandet tog endelig brevlitteraturen
et betydeligt opsving henimod slutningen af 1700-tallet, og de fleste af denne
periodes og den litterære guldalders forfattere har efterladt sig mange
breve, der senere er blevet udgivet: B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig, H.C.
Andersen, Carsten Hauch og mange flere. Særlig gode brev har man af
Jacob Peter Mynster, Frederik Christian Sibbern, Hardenack Otto Conrad Laub,
Peter Vilhelm Jacobsen, Johanne Luise Heiberg og senere Julius Lange. Et udpræget
talent for brevskrivning fandtes hos Knud Lyne Rahbeks hustru, Kamma Rahbek,
og hun benyttede dette talent i rigt mål. Af nordmænd er navnlig
Alexander Kielland en fremragende brevskriver; i Sverige Esaias Tegnér
og Adolf Törneros.


Hvad breves udvortes form angår, indførtes segllak fra Kina
til Europa i 1400-tallet, og det første laksegl, der er bevaret på
et brev, er fra midten af 1500-tallet. Oblater kommer tidligst til anvendelse
i 1500-tallets anden halvdel. Konvolutter af samme form som de nu brugte findes
allerede midt i 1600-tallet (først 1844 fandt man på at fabrikere
gummierede konvolutter på maskine).


Brevlitteratur


Foruden de virkelige breve, der er samlede og udgivet i trykken, besidder
de fleste landes litteraturer adskillige bøger i brevform, mest betragtninger
og afhandlinger. De kan være fingerede breve eller i virkeligheden henvendte
til en bestemt person, Man har således sprogvidenskabelige breve af
Jacob Grimm, kemi af Justus von Liebig, fysiologi af Karl Vogt, arkæologi
af Lessing og andre. De navnkundigste værker i brevform (udenfor skønlitteraturen
i strengere forstand) er Epistolæ obscurorum virorum, Blaise Pascals
Lettres provinciales, Jacques-Benigne Bossuets og François de Salignac
de la Mothe-Fénelons Lettres spirituelles, Charles-Louis de Secondat
Montesquieus Lettres persanes, Voltaires Lettres anglaises, Rousseaus Lettres
de la montagne og Lettre sur les spectacles, lord Chesterfields Letters to
his Son, The letters of Junius, Lettres familières sur l’Italie af
præsident Charles de Brosses, Ludwig Börnes Briefe aus Paris, Augustin
Thierrys Lettres sur l’histoire de France, George Sands Lettres d’un voyageur,
Louis Blancs Lettres d’Angleterre. I den danske litteratur: Ludvig Holbergs
Epistler, dernæst Frederik Christian Eilschovs Filosofiske Breve, Knud
Lyne Rahbeks Breve fra en gammel Skuespiller, Clara Raphael. Tolv Breve af
Mathilde Fibiger. I Norges litteratur er Henrik Wergelands Fortrolige Breve
fra Ejdsvold og fru Conradine Birgitte Dunkers Gamle Dage de mærkeligste.





Brev (af latin brevis, kort) kaldes den pavelige skrivelse, der i modsætning
til bullen udstedes som et lukket brev på papir og i det hele i mindre højtidelig
form, men dog indeholdende en offentlig erklæring.

Efter sin fremkomst henimod midten af 1400-tallet blev brevet snart den almindelige
form for pavelige skrivelser, når det ikke drejede sig om særlig
vigtige sager. Paven undertegnede ikke en breve og hængte ikke, som ved
bullen, seglet af bly under, men lod blot sin fiskerring aftrykke i voks; seglet
er 1842 endog blevet ombyttet med et ligefremt stempel. Pavens selvbetegnelse
er i et breve så kort som muligt, afslutningen angiver ganske simpelt
tid og sted, og da brever udstedes af paven uden højtidelig rådslagning
med kardinalerne, opregnes der aldrig vidner.











Postkort
Postkort er som navnet siger, et kort der sendes med posten. Kortet er oftest
fremstillet af pap. Typisk er der et billede på den ene side, selve teksten,
adressen til modtageren samt et frimærke på den modsatte side. Ordet
post stammer fra det italienske posta. De første postkort er fra omkring
1870-1880. I gamle dage var det en langsommelig affære at sende post, og
et posthus var et "sted hvor der var opstillet postheste til at skifte med.... læs mere fra menuen






Kategorier på sider:

Post Pakketransport Postkort Postkort
 
 
 Du er her: Brev - Netannoncer Brev - - Hvad er Brev en et   









Der tages intet ansvar for oplysningerne på denne side. Siden kan kun betragtes som vejledende.